Glædeligt iværksætternytår

Hvis du er selvstændig / iværksætter … så er det nytårsaften på mandag. For der er næppe noget bedre tidspunkt at starte på noget nyt.

DSC04838Sommeren har været lang, og hvis du driver din egen virksomhed kan det også være den har været præget af den snigende panik der rammer når telefonen ikke ringer, mailboxen er gabende tom og besøgstallene på hjemmesiden er alarmerende lave. Inderst inde er du godt klar over det ikke betyder noget, men tanken kan alligevel godt ramme. Hvad nu hvis man rent faktisk er blevet glemt?

Tid til nytårsforsætter

Når du har fået skubbet den tanke til side så er det tid til at se fremad, og det er her det med nytårsaften for iværksættere kommer ind i billedet. På mandag er det 1. august, og langsomt begynder folk at indtage kontorerne igen. Ugen efter starter skolerne, og så er det definitivt slut med drivertilværelsen. Både hos dig, og mere vigtigt, også hos dine kunder.

Starten af august er det oplagte tidspunkt at starte noget nyt. Hvis du vil lancere en ny hjemmeside så er det nu. Hvis du vil starte et nyhedsbrev er det nu. Hvis du i det hele taget vil ændre noget i den måde du driver forretning på, kommunikerer på eller udfører dine projekter så skal du gøre det nu.

Det er klart, at hvis det er store radikale og tidskrævende forandringer der står på tapetet så kan du ikke udføre dem på en uge. En ny hjemmeside bliver næppe bygget på fem dage, hvis det skal gøres ordentligt. Men når vi taler ændring af praksis så er der intet bedre tidspunkt end lige nu.

Brug uge 31 til at tænke over, hvilke nytårsforsætter du vil lave for din virksomhed. Tag noter i løbet af ugen når du går og brainstormer over det. Hvis du ikke er alene i virksomheden så aftal med de andre at gøre det samme. Hvad kan du / I gøre anderledes fra på mandag?

Når 1. august oprinder på mandag skal du gøre et nummer ud af det. Hvis du er alene så sæt tid af til at skrive dine nye praksis ned, hvis I er flere så hold et møde. Få lavet nogle klare aftaler, og nogle helt konkrete planer. Drik en flaske champagne for at besejle aftalen. Hold jeres egen lille nytårsfest. Og brug så resten af ugen på at sætte tingene i system så I er klar.

Hvilke forsætter?

Det er, naturligvis, forskelligt fra person til person og fra virksomhed til virksomhed hvilke forsætter der giver mening. Så tag udgangpunkt i noget som du / I gerne vil opnå. Hvad skal forbedres i det kommende år?

Gode forsætter kan være:

  • Kunderne skal have svar indenfor 24 timer fra deres henvendelse
  • Ugentlige projektmøder, hvor vi evaluerer og ser fremad
  • Mindst 4 timer om ugen skal bruges på kanvas-salg og cold-calling
  • 4 nye artikler til hjemmesiden hver uge
  • Minimum en daglig opdatering på Facebooksiden

Forsætterne kan være personlige eller de kan være på organisationsplan. Det kommer an på hvordan din virksomhed er. Det vigtigste ved dem er, som man nok også kan se i eksemplerne, at de er målbare så du / I kan evaluere på dem når vi nærmer os det rigtige nytår. Så kan det være noget af det sidste der gøres før juleferien – at se på hvordan det gik forsætterne fra iværksætternytåret.

I Semiosis Formidling fejrer jeg iværksætternytåret på mandag ved at planlægge nye tiltag. Herunder mit fortsæt om at gøre podcasten Digitale Signaler til noget der udkommer med større stabilitet.

Hvad planlægger du?

Comments are closed.