Er Google+ døende? Og hvad kan vi lære af spekulationerne?

Chefen for Google+, Vic Gundotra, offentliggjorde i en opdatering at han forlader Google. Det har efterfølgende fået Techcrunch til at skrive en artikel der forudser, at Google nu vil stoppe udviklingen af Google+ eller i hvert tilfælde. Det er en temmelig spekulativ artikel, men rejser alligevel nogle interessante spørgsmål.

IMG_20140425_115254Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ikke tror på at Google+ er døende. Jeg finder et levende og engageret miljø omkring Google+ – men det er slet ikke det vigtigste. Helt tilbage da systemet blev lanceret insisterede Google på, at der ikke var tale om en konkurrent til Facebook, men at det var meningen at Google+ skulle være en platform. Et socialt lag der integrerede alle de forskellige Google-services – mail, kalender, billeder etc. Og det er det blevet. Bare det at kunne integrere et videokonferencesystem som Google Hangouts i kalenderfunktionen gør en masse ting meget nemmere, da man så helt på invitationsniveau kan åbne op for en videokonference. På fotosiden har brugen af “auto-backup” fra mobiltelefon og desktop gjort at det er en praktisk løsning at have backup af alle sine billeder på Google+. Her kan man endda søge på indholdet i billederne så man kan finde dem frem, og man kan bruge systemet til at redigere billederne direkte i browseren eller på mobiltelefonen.

Intet af det forsvinder. Det kan jeg ikke forestille mig. Men det er klart at der kommer til at ske ændringer når Vic Gundotra forlader selskabet (det var ham der “opfandt” Google+), og reorganiseringen af mennesker fra de forskellige teams siger også noget om, at tingene er i udvikling. Men sagen er bare, at der ALTID sker ændringer. Ingen platforme, medier eller netværk forbliver statiske. Og det er det vi kan lære noget af.

Om æg og kurve

I Digitale Signaler talte jeg i både udsendelse 1 og 2 om ændringerne på Facebook når det kommer til eksponering af  firma-sider, hvor det i højere og højere grad kræver at man lægger penge på bordet. Det er også en ændring i forhold til tidligere, og det bør have betydning for den måde man som virksomhed eller organisation bruger Facebook.

Det korte af det lange er, at alle platforme ændrer sig. Myspace var det hotteste i 2008, hvor det var det mest besøgte sociale medie. Flickr var engang det eneste sted man delte billeder. Enhver der satsede hele butikken på en af disse platforme er kommet til at tabe på det. For vi skal forstå at sociale medier og platforme som Google+, Twitter, LinkedIN, Facebook, Youtube, Vimeo, Myspace, Flickr, Pinterest, Foursquare og så videre er drevet af private virksomheder. Det er ikke en del af infrastrukturen, og vi har som brugere, især hvis vi ikke betaler noget til dem, ingen rettigheder og kan ikke stille krav om at tingene ikke må ændre sig.

Så det eneste vi kan gøre er at spille sikkert. Vi bliver nød til at satse på mere end en hest eller lægge vores æg i mere end en kurv. Og først og fremmest bliver vi nød til at have en central digital platform som er vores egen. Nemlig vores hjemmeside. Det er det eneste som ikke kan ændre sig uden vores accept. Hjemmesiden skal altid være det som er centrum i vores kommunikationshjul – de sociale medier er egerne der fører ind til det.

Om ikke andet er Vic Gundotras afsked med Google og artiklen i Techcrunch en vigtig påmindelse om det. At vi ikke kan være statiske, og vi skal regne med, at alting ændrer sig. Derfor er vi nød til at følge med, og hele tiden være parate til at ændre vores digitale kommunikationsstrategi når der sker noget nyt.

Man kan stadig følge Semiosis Formidling på FacebookGoogle+eller LinkedIN, og man kan følge mig (Adam) på Google+ eller Twitter.

Comments are closed.