Facebook-skolen del 4: Du er her!

Du er her ... det ved Facebook også godt (billede af St_A_Sh - Creative Commons licens)

Der har efterhånden i en del år været meget hype omkring de såkalde “location-services”. Kort fortalt handler det om muligheden for at bruge sociale medier til at “checke ind” og fortælle dine venner hvor du er. Der har længe fandtes dedikerede tjenester til dette (f.eks. www.foursquare.com, www.gowalla.com og www.brightkite.com).

Dem vil jeg ikke dække i denne sammenhæng, men måske vender jeg tilbage til dem en anden gang. For nu skal det jo handle om Facebook – og om den tjeneste som hedder Facebook Steder (eller Places).

Location?

Hvis vi lige skal have baggrunden for en service som Facebook Steder med så bunder det hele i fremkomsten af smartphonen. Pludselig går store dele af befolkningen rundt med mini-computere i lommen. Mini-computere som endda har indbygget GPS og derfor ved hvor man er i verden. Det er smart når man skal finde fra A til B – men det er også temmelig smart når man vil fortælle verden hvor man er.

Facebook Steder har gennemgået en del forskellige faser. En overgang skulle man igennem en temmelig omstændig proces hvor man skulle “claime” sin adresse. Det ser ikke ud til at være tilfældet mere. Nu vil Facebook automatisk gå udfra den adresse man har indtastet i “oplysninger” og oprette det som en lokation. Så det kræver at man husker at udfylde sin adresse når man opretter sin Facebook-side. Hvis der er et lille kort under “Oplysninger” på din side så skulle den være god nok – så er du med i “Steder”.

Og så?

Efter nogle timer skulle du, hvis du har en mobiltelefon, kunne checke om det virker. Brug enten telefonens Facebook-applikation – eller gå til http://touch.facebook.com/ via mobiltelefonens browser. Her vælger du så “Steder”

Find menupunktet "Steder" på touch.facebook.com

under “Andet” – og kan nu se en liste over hvor dine venner har checket ind. Og ved siden af dit eget navn finder du knappen “Check ind”. Når du klikker på den får du en liste over steder i nærheden ind på din telefon – og her kan du så vælge at checke ind.

Hvis du befinder dig i nærheden af den adresse som står på Facebook-siden skulle din virksomhed gerne dukke op på listen. Det betyder at du nu er klar til at modtage indcheckninger fra kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.

Beskrivelse

Når du ser listen over steder i nærheden kan du sikkert også se at nogen har tekst stående under firmanavnet. Det er fordi de har indtastet noget i feltet “Beskrivelse” på deres Facebook-side. Det kan du udnytte. Skriv noget som, meget kort, beskriver din virksomhed – og så vil alle der checker ind i nærheden blive præsenteret for din virksomhed. Om Semiosis Formidling står der f.eks.: “Semiosis Formidling beskæftiger sig med kommunikation og formidling via digitale (og sociale) medier. Se www.semiosis.dk for mere information“. På den måde får jeg mulighed for at præsentere min virksomhed for alle der checker ind i nærheden – også dem som benytter cafeen i stueetagen eller går i biografen på den anden side af gaden!

Hvad så?

Der er måske en del af dig som tænker: “… og hvad hulen skal jeg så bruge det til?” Og måske har du ret. Hvis din virksomhed kun sjældent har besøgende og den ligger ude på landet hvor folk ikke tilfældigvis kommer forbi, så er Facebook Steder faktisk ret ligegyldigt for dig. Men hvis du har en butik, en cafe, et hotel eller enhver anden virksomhed som har gæster – så er Facebook Steder meget interessant.

Først og fremmest fordi du åbner en mulighed for dine gæster. Hvis de bruger Facebook Steder så får de mulighed for at checke ind. Og når de checker ind så fortæller de jo alle deres venner at de er på besøg i din virksomhed! Det er den bedste anbefaling du kan få.

About adambindslev