OK, så har vi fået 25 venner og har fået ændret URL’en på Facebook-siden til noget man kan fortælle til fremmede (hvis du er i tvivl om hvad jeg mener med det, så se Facebook-skolen del 2). Men ingen har fået succes med deres virksomhed/organisation/politiske kandidatur ved at deres mor, kæreste og børn følger dem. En ting er venner – noget andet er “de rigtige venner”.
Hvem der er “de rigtige” afhænger naturligvis af, hvad din side bruges til. Men dem, som du gerne vil have til at følge din side, er de samme som du gerne vil sælge til, have som medlemmer eller have til at stemme på dig. Så hvis du har en Facebook-side for en cafe, så vil du gerne have dem som bor i området til at følge dig. Hvis du har et konsulentfirma, vil du gerne have beslutningstagere til at følge dig.
Og … hvordan gør man så det? Alle som her håber på, at jeg præsenterer en storslået smutvej må være parate til at blive skuffede. Der er ingen genveje. Der er ingen tricks. Nøglen til det hele er … indhold!
Godt indhold får folk til at følge dig. Eksklusivt indhold i endnu højere grad. Du skal sørge for, at de personer som følger dig får noget ud af det. Og allerhelst skal du sørge for at de videresender dig indhold til andre, og dermed gør reklame for din side. Dårligt, eller intet, indhold får folk til at forlade din side – eller bare glemme den. Så tænk over hvad du publicerer. Tænk over, hvad dine kunder/potentielle kunder/gæster/vælgere syntes er interessant – og tænk over hvad der virkelig ikke interesserer dem. Men husk at publicere. Den mest almindelige fejl, som folk begår på deres Facebook-sider er at lade dem være helt inaktive.
Hvad er godt indhold? Det er naturligvis noget som afhænger af, hvilken side det er. Hvis du har en cafe kan du bruge siden til at publicere specialtilbud, koncertprogrammer og andre nyheder. Det skal nok sikre, at en del af dine faste gæster følger dig. Du kan endda overveje at publicere billeder fra arrangementer på cafeen og dermed få folk til at gå ind og se, hvem der var med til festen. Hvis du er rigtig heldig, begynder de endda at tagge hinanden på billederne – og dermed skabe mere opmærksomhed omkring din cafe.
Hver type af virksomhed / organisation har sit “gode indhold”. For en konsulentvirksomhed som Semiosis er det artikler som denne, der er en del af det, jeg bruger til at få folk til at gå ind på Facebook-siden. Og så bruger jeg min Facebook-side (og hjemmeside) til at publicere de præsentationer, jeg bruger når jeg underviser / holder foredrag. Når jeg slutter et foredrag afslutter jeg altid med at sige “præsentationen kan findes på min Facebook-side og på hjemmesiden”. Hvis folk syntes foredraget var godt – så går de forhåbentlig også ind og kigger.
Så sæt dig ned og overvej, hvad der er dit “gode indhold”. Hvad vil dine kunder og potentielle kunder gerne have? Hvad kunne få dem til at følge dig på Facebook fordi de ikke vil gå glip af det? Det er nøglen til at skaffe ikke blot flere, men også de rigtige, venner på Facebook.
I næste del af Facebook-skolen skal vi se på Facebook Places og hvordan du forbinder din geografiske placering med din Facebook-side.







Meget spændende læsning. Hvornår bliver Facebook-skolen del 4 offentliggjort?
Mvh/Kristian
Jeg arbejder på fjerde del – og håber at den kommer i denne eller starten af næste uge.
Hej
Jeg sider netop og skal igang med en facebook side for et brand/virksomhed, der vil have en til det tyske og en til det svenske marked. Jeg lavede lidt research omkring det og kom forbi din side. Jeg er spændt på om del. 4 snart kommer? for det er super godt… tak..
Har du nogle tips til hvordan man bedst laver til de andre markeder/lande ? Tænker bl.a. om man kan have 3 forskellige sider, der hedder det samme men til forskellige lande? osv…
Hilsen Christina